Bibliotekaren anbefaler

Hvad læser vi egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her når vi hver uge hele sommeren anbefaler vores egne favoritter til sommeren.

Lykke anbefaler

  • "Midnatsbiblioteket" af Matt Haig
  • "De sidste kærtegn" af Kjersti Anfinnsen
  • "Når mørket sænker sig" af Douglas Skelton

Lykke siger om "Midnatsbiblioteket":

Rørende og sjov roman om Nora Seed, som lider af sjælesorg. Hun har ondt i livet, har ikke fået gjort det hun ville og har nu nået bunden. Hendes parforhold er forlist, hun har ingen venner og familie og intet arbejde og da hendes kat bliver kørt over, beslutter hun sig for at begå selvmord. Men hun havner i et limbo mellem liv og død, et sted kaldet Midnatsbiblioteket. Hver bog i biblioteket repræsenterer et andet liv end det hun har valgt hidtil. Hvad nu, hvis hun havde gjort sådan og taget en anden beslutning, hvordan var hendes liv så blevet? Der er mange bøger på biblioteket og hun prøver rigtig mange liv. 
Det er en dejlig bog om livsvalg, sjælesorg og eksistentielle spørgsmål, hvor håbløshed og desperation bliver vendt til en hyldest til livet.

Lykke siger om "De sidste kærtegn":

Med melankoli og humor fortæller Birgitte Solheim om sit liv som gammel. Hun ser tilbage på sit liv som succesfuld hjertekirurg i en mandsdomineret verden, hvor hun valgte karrieren frem for mand og børn. Hendes diametrale modsætning er søsteren som i dag har en stor familie med flere børnebørn. Søstrenes indbyrdes forhold er ikke specielt godt, men de holder dog af hinanden og ses af og til.
Birgitte sidder ensom og skrøbelig i sin lejlighed i Paris og går sjældent ud. Mange af hendes jævnaldrende venner er døde og hun sidder tilbage og tænker på sine mange kærlighedsaffærer og mange rejser. Hun fortryder ikke sine livsvalg, men savner kærligheden. Men måske kan man nå en enkelt romance inden?
Det er en rørende, poetisk og dejlig bog om kærlighed, levet liv og om tilværelsens ensomhed.

Lykke siger om "Når mørket sænker sig":

2. del af ”Resten er tavshed”. Stemningsfuld krimi fra det skotske højland, hvor vi følger den unge journalist Rebecca Connolly. Hun blander sig i opklaringen af et højst usædvanligt mord. En mand bliver fundet dræbt på Culloden Moor, hvor det store historiske slag fandt sted år 1746.  Manden er iført en historisk dragt fra dengang og er gennemboret af et tveægget skotsk sværd. Hvorfor iscenesættelsen? Og hvem dræbte ham?
Endnu et mord bliver begået og Rebecca finder ud af at svaret må findes i fortiden og begiver sig ud på livsfarligt territorium.

Sanne anbefaler

  • "Gro" af Adam O.
  • "Kvalme" af Raina Telgemeier
  • "Jammers minde" af Allan van Hansen

Sanne siger om "Gro":

Gro af Adam O. er en perfekt sammenblanding af et eventyr, en horrorfortælling og en thriller.  Bogen er mørk og dyster, men den er også fuld af håb og fantasi. 

Bogen handler om, hvordan historier kan påvirke os, manipulere os og såre os. Men den handler også om Gro, som er fyldt af historier, der giver liv til verden. 
 

Sanne siger om "Kvalme":

Kvalme er en stærk fortælling baseret på virkelige hændelser om at vokse op og om at samle mod til at møde – og erobre – sin frygt. Bogen kan læses fra 10 år og opefter. Men bogen kan og bør også læses af voksne, da det er et godt billede på at være preteen – med alle følelser og forvirring – og er med til at trække et tabubelagt emne frem i lyset og gøre det forståeligt. 

Raina vågner en nat med voldsom kvalme og ondt i maven – det er heldigvis bare en virus. Tror hun. Da det ikke går over, bliver det hurtigt klart, at Rainas symptomer hænger sammen med hendes mange tanker og bekymringer om mad, skolen, pubertet og venskaber. Så hvad er det, der sker?

Sanne siger om "Jammers minde":

Hvis du er efterspørger drama, ulykkelig kærlighed og alt der rimer på forræderi, så er denne tegneserie lige noget for dig. 

Bogen er baseret på Leonora Christinas værk ”Jammers minde”. Bogens omdrejningspunkt er den 22-års indespærringen af kongedatteren Leonora, og skildrer gennem 17 centrale scener de vilkår, som Leonora levede under, mens hun var indespærret. Historien bliver fortalt gennem brugen af flotte illustrationer.

Torben anbefaler

  • Minari
  • "Det blå lys" af Stig Dalager
  • "Amatøreksimo: fortællinger" af Minik Rosing

Torben siger om "Minari":

En stille, hjertevarm film om et sydkoreansk pars drømme om det gode liv i Amerika. Omplantningen til midtvesten  i USA er ikke uden problemer – slet ikke da svigermor dukker op.

Torben siger om "Det blå lys":

Biografisk roman om Marie Curie og opdagelsen af radioaktivitet. Et portræt af en ufattelig stærk og begavet kvinde og den pris hun i sidste ende også måtte betale.

Torben siger om "Amatøreskimo: fortællinger":

Før Rosing blev en verdenskendt geolog, var han en grønlandsk knægt på et lille udsted. Finurlige betragtninger om barndom, grundfjeld og spøjse danskere leveret med betragtelig fortælleglæde.