Bibliotekaren anbefaler

Hvad læser vi egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her når vi hver uge hele sommeren anbefaler vores egne favoritter til sommeren.

Anders anbefaler

  • "A.S.P.E."-serien af Mette Finderup
  • "Legender fra Odysïa: Griskernes hemmelighed" af Lakserytteren
  • "Slimsvin" af René Toft

Anders siger om "A.S.P.E."-serien:

Er du til fortællinger om venskab, magi, helte, farlige monstre og vilde udfordringer så er A.S.P.E serien nok lige noget for dig. 
I bøgerne følger man de fire hovedpersoner rejse ud i verden for at løse opgaver og kæmpe med skurke og monstre for at redde både sig selv og andre og måske endda hele verden.
A.S.P.E bøgerne kan læses af børnene selv eller de kan bruges som højtlæsning til stor oplevelse for både børn og voksne.  

Anders siger om "Legender fra Odysia - Griskernes hemmelighed"

En god og let læst fantasybog. 
Kan du lide en farverig og finurlig historie i et univers fyldt med sjove fantasivæsner med skøre navne, så er denne bog noget for dig. 
I bogen følger man Yorks rejse ud i verden for at redde den verden han kender. Bogens tegninger er enormt flotte, fantasifulde og farvestrålende og er med til at give læsning af netop denne bog en ekstra dimension. 
Den er velegnet til højtlæsning og giver både børn og forældre en god oplevelse.

Anders siger om "Slimsvin":

Slimsvin er en bog med fuld knald på fra starten af. 
Så er du ikke bange for muterede psykopat-slimsvin, der går til angreb på alt og alle og er du til et persongalleri, der er både broget og karikeret og er du ikke bleg for at læse en bog fyldt med bandeord og oneliners – så vil du hygge dig med Slimsvin. 

Mette anbefaler

  • "Erik" af Shaun Tan
  • "De dunkle butikkers gade" af Patrick Modiano
  • "Børnene i Dimmuvik" af Jón Atli Jónasson

Mette siger om "Erik":

Sød uden at være tuttenuttet. Filosofisk uden at være belærende. Fantasifuld på den mest charmerende og overraskende måde. Det er hvad historien om udvekslingsstudenten Erik er. Brug 10 minutter på at læse Erik – og begynd så forfra og brug yderligere 10 minutter på de skønne tegninger. Både børn og voksne er garanteret en lille glædesstund.

Mette siger om "De dunkle butikkers gade":

Romanen om privatdetektiven Guy Roland, der jager sin egen tabte identitet er fængslende og velskrevet. Uden at være påpegende og insisterende stiller Modiano, gennem Rolands søgen, det store eksistentielle spørgsmål: ”Hvem er jeg?”  Der røbes ikke for meget ved at sige, at du naturligvis ikke får svar.

Mette siger om "Børnene i Dimmuvik":

Den her er rå. Bare så du ved det. Hjerteskærende. Hele vejen igennem. Læs om børnene fra Dimmuvik en dag, du har hørt masser af jammer over ingen verdens ting. Nordisk blues, når det er bedst. Intens roman om opvækst – og hvordan opvæksten farver resten af livet. 

Michal anbefaler

  • "Vølvens vej" af Anne-Marie Vedsø Olesen
  • "Den første lov"-serien af Joe Abercrombie
  • "Ilddåb" af Andrzej Sapkowski

Michal siger om "Vølvens vej":

En meget velskrevet roman der kombinerer historisk fiktion med nordisk mytologi. Historien om Snehild er en smuk men barsk fortælling, skrevet i et malerisk sprog som gør bogen ret unik. Stærke kvinder, komplekse karakterer, mord, eventyr og heldigvis det kun første bind. 

Michal siger om "Den første lov"-serien:

Igennem de 3 bøger tager forfatteren os på en vild tur i en verden fuld af krig, magi barske mænd og smukke kvinder. Der er dog ikke tale om de gode mod de onde. Hovedpersonerne er en broget skare af antihelte som læseren kommer helt tæt på; på godt og ondt. Ganske simpelt: Fantasy når det er bedst.   

Michal siger om "Ilddåb":

Den 5. bog i Witcher serien er netop udkommet på dansk. Historien om Witcheren som bl.a. er kendt fra computerspil har fået en kæmpe opblomstring pga. Netflix serien ” The Witcher”. Serien er dog ikke kommet til bog 5 endnu. Derfor er det ekstra spændende at læse Ilddåb og danne sig sine egne billeder af Ciris udvikling og Geralts rejse.