Bibliotekaren anbefaler

Hvad læser vi egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her når vi hver uge hele sommeren anbefaler vores egne favoritter til sommeren.

Irma anbefaler

  • "Sange fra Skarnbøtten" af Bent Haller
  • "Mig og Sam" af Keith Stuart
  • "Mærkedage" af Jens Smærup Sørensen

Irma siger om "Sange fra Skarnbøtten":

Historien om den karismatiske Poul, som lidt efter lidt overtager rollen som favoritten hos vennen Jørgens familie. Historien foregår i 1960'erne og 1970'erne.

Irma siger om "Mig og Sam":

Alex har svært ved at skabe en forbindelse til sin autistiske søn Sam, men alt det ændrer sig da Sam spiller Minecraft. Ved hjælp af spillet finder de en måde at knytte bånd og kommunikere med hinanden på en helt ny måde.

Irma siger om "Mærkedage":

Slægtsroman om de to førende familier i landsbyen Staun fortalt gennem en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en 60-års fødselsdag i 2003.

Lise anbefaler

  • "Den rullende kanon"
  • "Det regner med mænd" af Jenny Colgan
  • "Bogtyven" af Markus Zusak

Lise siger om "Den rullende kanon":

Ib Michael læser et digt om dagen. Har du lyst til at opleve digtenes forunderlige verden i sommertiden, kan du med fordel låne Ib Michael og Thomas Bobergs antologi: Den rullende kanon. Eller kaste dig ud i en af Benny Andersens underskønne digtsamlinger. Mit yndlingsdigt af Benny Andersen er ”Træd varsomt”, skarpt efterfulgt af ”Små mennesker, store afstande”. Hvad er dit yndlingsdigt?

Lise siger om "Det regner med mænd":

En letfordøjelig bog til stranden? Prøv Jenny Colgan: Det regner med mænd. (Og hvis du straks tænker på Gloria Gaynors Its raining men, så er du ikke alene om det)
Katie nyder livet i London, men der er en fatal mangel på egnede mænd at date. For sjov søger hun et markedsføringsjob i en lille by i Skotland, hvor andelen af mænd er tårnhøj. Men pludselig fanger bordet. Hyggelig chick lit.

Lise siger om "Bogtyven":

Den alvorlige: Markus Zusak: Bogtyven. Døden fortæller historien om 9-årige Liesel som under 2. verdenskrig sendes til en plejefamilie. Hun stjæler bøger og Håndbog for Kirkegårdgravere er den første som hun lærer at læse efter. 

En bog jeg aldrig glemmer. Fantastisk sprog og gribende historie.

Filmatiseringen er også rigtig god. Du kan finde bogen og filmen på biblioteket, og bogen findes desuden på ereolen som både lyd- og e-bog.
 

Conny anbefaler

  • "Kronisk rejsefeber"
  • "Fri os fra medlidenhed" af Asger Lind Krebs og Peter Rosenmeier
  • "Sund livsglæde - mit livs vigtigste opskrift" af Claus Holm

Conny siger om "Kronisk rejsefeber":

Fremragende samling af rejsefortællinger fra udvalgte medlemmer af De Berejstes Klub. For alle der elsker at rejse, læse om rejser eller de der søger inspiration til nye rejser.

Conny siger om "Fri os fra medlidenhed":

Forfatterne, begge med misdannede arme, de har tilsammen 10 fingre, tager på tur i Danmark for at snakke med andre med handicaps og forældre til børn med handicaps. Deres beretning er til andre handicappede og personer, der er i berøring med handicappede, privat såvel som professionelt. Peter er født i Hadsund, så hans forældre er ret kendt i Hadsund.

Conny siger om "Sund livsglæde - mit livs vigtigste opskrift":

Efter et vægttab på 23 kilo deler den kendte TV-kok Claus Holm ud af sine personlige erfaringer, sunde opskrifter og træningsøvelser. Til alle, der vil i gang med vægttab eller blot vil fastholde en sund livsstil. Claus Holm er blevet til min favorit kok. Opskrifterne er nemme at gå til.

Du kan i øvrigt opleve Claus Holm i Hobro når Mariagerfjord Bibliotekerne sammen med Biescenteret inviterer til foredrag med den populære kok Claus Holm.

Klik her og læs mere om arrangementet.