Glæd dig til et spændende efterårsprogram fra Mariagerfjord Bibliotekerne

På Mariagerfjord Bibliotekerne er der dette efterår ekstra fokus på alt det der rører sig imellem mennesker. Sæsonens program er derfor fuldt af samarbejder med andre aktører fjorden rundt, og derfor kan du glæde dig til at møde en lang række personligheder, der har ordet i deres magt og mødet mellem mennesker på sinde – glæd dig til forfatterforedrag, gys i mørket og masser af inspiration til sæsonens læsning.

Sammen om den gode oplevelse

I samarbejde med Kulturhusforeningen i Arden, LOF Mariagerfjord-Rebild og Kunstetagerne åbner Mariagerfjord Bibliotekerne sæsonen med et forfatterforedrag i Kulturhuset i Arden d. 21. september med ingen ringere end Hanne-Vibeke Holst. Forfatteren er netop aktuel med sin seneste bog, ”Kriger uden maske” - en dramatisk skæbnefortælling om en ung kvindes kamp for at finde sin stemme som avantgardekunstner og for at finde kærligheden i de voldsomme år mellem to verdenskrige.

29. september er der endnu en mulighed for at møde en af landets dygtige forfatterinder, når Anne-Marie Vedsø Olesen gæster Hobro Bibliotek til en snak om hendes populære triologi ”Vølvens vej” og de nordiske myter, der har inspireret fortællingen. Foredraget, som er et samarbejde mellem Mariagerfjord Bibliotekerne og Nordjyske museer, er ganske gratis men kræver dog tilmelding.

Forfattere er ikke de eneste med ordet i deres magt - også journalister og sangskrivere kan noget med ord. Derfor inviterer Mariagerfjord Bibliotekerne, Kulturhusforeningen i Arden og LOF Mariagerfjord-Rebild til foredrag med Samuel Rachlin d. 26. oktober i Kulturhuset i Arden om Putins krig, med udgangspunkt i Rachlins bog ”Jeg, Putin: det russiske forår og den russiske verden” fra 2022 og egne oplevelser fra sine år i Rusland.

Juncker runder sæsonen af d. 21. november i Hadsund KulturCenter til et foredrag arrangeret i samarbejde med Frikvarteret, hvor det både skal handle om sangerens musik og om mødet med flere store personligheder som Anker Jørgensen, Morten Olsen, Kim Larsen, Mikkel Beha og mange andre. Det bliver en åbenhjertig snak med musikalske smagsprøver undervejs.

Mariagerfjord Bibliotekerne har tradition for gode samarbejder fjorden rundt, og også denne sæson bliver der inviteret indenfor til KulturKaffe i Hadsund, hvor du blandt andet kan komme med en tur til REGAN Vest med anlæggets sidste kommandant Hans Aage Simonsen eller til Grønland med tidligere politibetjent Brian Rosengreen og Kulturtallerken i Arden, hvor der er danske evergreens med Peter Søvad og eventyr med Erik B. Jørgensen på programmet.

Samarbejder i børnehøjde

Der bliver også rigeligt til børnefamilien i efteråret – tre lørdage i efteråret byder Kulturhusforeningen i Arden og Mariagerfjord Bibliotekerne nemlig indenfor til Kultur i Børnehøjde, hvor børn og deres voksne sammen går på opdagelse i forskellige former for kultur som for eksempel fællessang og film.

I Hadsund byder Hadsund Bio 1+2 og bibliotekerne d. 21. oktober på Feriefilm og Bibliohygge for børn, der er klar til deres første tur i biografen. Dagen starter i biografen med tre korte film specielt tilpasset 3 årige og deres voksne, og derefter går turen på biblioteket til endnu mere hygge og kreative aktiviteter. Billetter til dette arrangement er gratis og kan skaffes fra 1. september via biografens hjemmeside.

Til de lidt ældre, og (måske) mere modige åbner bibliotekerne d. 10. november kælderen under Hadsund Bibliotek for at løse mysteriet om ting der på mystisk vis forsvinder og døre der smækker uden grund. Aftenen er for de 11-13 årige, der ud over et godt gys også kan møde en gysets mester når en af Danmarks bedste børnebogs-gyserforfattere, Michael Kamp, kigger forbi. 

Mennesker imellem

Bibliotekerne har haft menneskelige forhold i kikkerten i planlægningen af denne sæson. Derfor bliver der også plads til arrangementer med menneskelige forhold i centrum. 

12. oktober besøger udviklingskonsulent Louise Eltved Krogsgård Hobro Bibliotek for at fortælle om arbejdet med Fortællerstafet – et projekt hvor unge fra Mariagerfjord, Mors og Brønderslev har haft mulighed for at stille skarpt på de fortællinger, som de mener er vigtige for vi er alle formet, af de steder vi bor, og aftenen fortæller i et nutidigt perspektiv om retten til at fortælle og definere sin egen lokalhistorie.

I samme boldgade kigger Malene Fenger-Grøndahl nærmere på unge, der er vokset op med en blandet kulturel baggrund, og som har lært at kombinere flere kulturer og sprog. Det sker i et samarbejde med FOF Randers, Favrskov- Mariager d. 3. oktober også på Hobro Bibliotek.

Endelig gæster Hans Henrik Rasmussen Hadsund KulturCenter d. 13. november til en snak om hans debutroman Spejltræet. En fortælling om tre unge mennesker, der forsøger at genfinde fodfæste i tilværelsen efter en række tab og kriser der har været 11 år undervejs og hvor forfatterens fødeby, Hadsund, også spiller en rolle. 

Her på siden kan du læse meget mere om alle disse arrangementer og flere til og samtidig sikre din billet til efteråret på Mariagerfjord Bibliotekerne. 

Vi ses til efteråret!