Kvinde med bogen Damer der var for meget
Litteratur til Kvindernes Internationale Kampdag

Kampdagslitteratur!

8. marts er Kvindernes Internationale Kampdag. Og det markerer vi på Mariagerfjord Bibliotekerne ved at sætte fokus på værker og forfattere, der har haft – og har – betydning for kvindesagskampen. Herunder kan du finde nye og gamle titler, der alle behandler emnet.

Kvinde kend din historie

Bogen portrætterer 50 kvinder, der på hver sin måde har haft betydning for Danmarkshistorien. Men som måske ikke har fået den anerkendelse de fortjener.

Damer der var for meget

En portrætbog, om skandinaviske kvinder, der skabte debat i deres samtid. 13 kvinder og deres virke skildres i denne meget populære bog. I denne måned udkommer forfatter Sara Alfort med opfølgeren, Damer der fik nok.

Penge

Og hvorfor ikke vie den første skønlitterære anbefaling til en kvinde, som skildres i Alforts bog, Damer der var for meget? Svenske Victoria Bennedictssons forfatterskab bliver i disse år (gen)opdaget og diskuteret i litterære kredse i hele Norden. Det er svært at tro, at romanen er fra 1885, idet den er utroligt moderne i både sprog og tema. En fantastisk læseoplevelse om en kvinde, der kæmper for frigørelse i et miserabelt ægteskab.

Kundskabens frugt

En nyklassiker inden for genren ”graphic novel”. Liv Strömquist fortæller friskt, humoristisk og klogt om det historiske blik på kvindekroppen og kvinden som seksuelt væsen. Læs blandt andet om morgenmadsmogulen Kellogg, der, ud over at lave morgenmadsprodukter også, for enhver pris ville forhindre kvinder i at onanere. Kan historieundervisning virkelig være så sjovt? Ja! I selskab med Liv Strömquist kan det!

Constance Ring

For norske Amanda Skram var ægteskabets uretfærdigheder også en kilde til litterær udfoldelse. Den unge Constance gifter sig med den 16 år ældre Ring, som er ”et godt parti”. De umoralske mænd, deres seksuelle sidespring og deres dobbeltmoralske forventninger til kvinders uforbeholdne troskab bliver foldet ud i Skrams roman.

Sit eget værelse

Virginia Woolf står bag denne kernetekst i den feministiske litteraturkanon. Efter to foredrag på Cambridge University i 1928 udkom teksten, der argumenterer for, at kvinder skal have økonomisk selvstændighed og nyde samme frihedsprivilegier som mænd for at kunne være kreativt skabende og for at opnå ligestilling. Teksten er på cirka 20 sider.   

11%

Hvordan kan et samfund uden mænd se ud? Det giver Maren Uthaug et bud på i sin nyeste bog. Her kan kvinder gå alene på gaden om natten uden frygt. De kan leve i en verden uden voldtægtsmænd, drabsmænd og krigsherrer. Bogen skildrer et alternativt samfund med nye udfordringer og sociale dynamikker. Og pludselig opstår problemer, der truer den nye verden.