På opdagelse i eReolen Global

Svært ved at vente på den danske oversættelse? Foretrækker du originalsproget? Eller måske er det bare helt ubevist at du af og til læser en titel på engelsk?

Så skal du kende eReolen Global! 

eReolen Global er lige som eReolen - bare med udenlandsk litteratur. Her finder du både ebøger og lydbøger i et bredt udvalgt fra klassikere til helt nye titler i et utal af genrer. Derudover er eReolen Global også pakket med magasiner - også nogle på dansk!

Klik her og læs meget mere om eReolen Global.

Vi anbefaler

Mangler du lige en anbefaling eller to inden du er helt klar?

Så læs med her hvor to af vores bibliotekarer udvælger nogle af deres favoritter fra eReolen Global.

Inge anbefaler

Sabaa Tahir havde i forvejen en stor stjerne hos mig efter hendes helt fantastiske fantasyserie "An Ember in the Ashes", så der var aldrig nogen tvivl om, at jeg også skulle læse hendes nyeste roman "All my Rage". 

I to tidslinjer får vi historien om Misbah, der sammen med sin mand Toufiq flytter fra Pakistan til USA og åbner et lille motel, og historien om hendes søn Sal og hans bedste ven Noor, der aldrig helt har passet ind, men altid har passet sammen. 

Her slipper hun fantasygenren og fortæller istedet en hjerteskærende og uforglemmelig historie om tilgivelse, kærlighed og tab. Det er ikke bare en god bog - det er årets bedste bog på min læseliste (indtil videre i hvert fald). 

"The Darkness Outside Us" er en rigtig snyder. 

To drenge. Alene i det uendelige univers. Fjender, der er sendt afsted på en fælles redningsmission. 

Jo, der er masser af klichéer her - lige fra modvillig kærlighed til hukommelsestab. Men der er også et fuldstændigt forrykt og fantastisk plottwist, der river historien ud af den forudsigelighed man lidt forventer ved beskrivelsen og forsiden. Nej, det her er ikke bare en kærlighedshistorie i rummet. Langt fra.

En overraskende roman om værdien af et liv, menneskers grænser og prisen for en fremtid. 

"The Atlas Paradox" er sådan set ikke udkommet endnu - den er sat til udgivelse d. 25. oktober, men en af de ting eReolen Global virkelig kan er at få nye spændende titler hjem, og derfor kan du allerede nu skrive dig op til bogen.

Jeg vil dog nok anbefale dig, at læse etteren i serien først: "The Atlas Six", som heldigvis også findes på eReolen Global. 

Seks vidt forskellige mennesker med forskellige evner inviteres til at få muligheden for at blive optaget i det ekstremt hemmelighedsfulde og ekslusive "Alexandrian Society" - men der er kun plads til fem nye medlemmer og de vælger selv hvem der ikke skal optages.

Det er en alle-mod-alle kamp - lige indtil der er noget helt andet på spil...

Anne Cecilie anbefaler

"Crier's War" er den første bog i Nina Varelas duologi om Lady Crier og tjenestepigen Ayla. Den storslåede afslutning "Iron Heart" kan du også læse på eReolen Global.

Kongeriget Rabu er på kanten af krig, og menneskene undertrykkes af de flotte automae (en slags humanoids, der kun kan kendes fra mennesker ved deres guldglimtende øjne). Ayla kommer til en af regenternes hus for at blive tjenestepige for den unge Lady Crier - det er i hvert fald det de velstillede automae tror, i virkeligheden er Ayla der for at hævne sin afdøde familie ved at slå regentens datter, Lady Crier, ihjel. Men det viser sig at være sværere end Ayla først forventer, for pludselig kommer politiske intriger og skandaler op til overfladen alt imens Ayla og Crier former en relation, der besværliggør alle planer. 

Det er et spændende og utrolig gennemførst univers - dets historie og politiske system er dybt fascinerende og meget velbeskrevet. Den medrivende fortælling bevæger sig i et spændingsfelt mellem fantasy og scifi, som giver et indtagende univers, som ikke minder om andet, jeg har læst. 

Patricia har sammen med en gruppe af husmødre i forstadskvarteret startet en bogklub, og det er en af de eneste ting, som Patricia ser frem til i sin hverdag, hvor hendes mand næsten aldrig er hjemme, børnene er utaknemmelige og hendes syge svigermor, Miss Mary, er flyttet ind og kræver konstant pleje og opsyn. Derfor er ankomsten af den unge og fremmede James Harris også lidt af en begvenhed, og alle synes at blive charmeret oaf hans person, men Patricia har en snigende fornemmelse af, at noget ikke er som det ser ud til...

"The Southern Book Club's Guide To Slaying Vampires" er en velfortalt (horror)bog med overraskende twists-and-turns, en skøn underspillet fortæller og nogle ret gory scener. Bogen er desuden befolket af en række herlige karakterer, og særligt kvinderne i bogklubben er virkelig skønne bekendtskaber - fælles for dem alle er, at de rummer meget mere end det som øjet ser.

Bogen kan du både læse som e-bog og som lydbog med en rigtig god oplæser, der virkelig formår at ramme sydstatsdialekten.

"The Raven Boys" er den første bog ud af fire i Maggie Stiefvaters fænomenale YA-serie "The Raven Cycle".

Da jeg først gik i gang med at læse bog 1, gik det stærkt. Jeg læste alle fire bøger på lidt over en uge, fordi jeg bare slet ikke kunne lægge dem fra mig. Det er en fantastisk verden fuld af drømme, clairvoyanter, profetier og legender. Så du kan lige så godt reservere resten af serien med det samme, som heldigvis også alle ligger på eReolen Global.

Man følger pigen Blue, der bliver venner med fire drenge fra den nærliggende skole, og snart bliver hun en del af deres søgen efter en begravet walisisk sagnkonge. Blue, Gansy, Ronan, Noah og Adam er en finurlig flok og mellem dem blomstrer skæve og stærke venskaber og spirende romancer.

Jeg kan varmt anbefale at lytte til bøger, da den engelske oplæser, Will Patton, er helt formidabel med sin indlevelse og dedikation til de enkelte karakterer.