Bibliotekaren anbefaler til sommerlæsningen III

Hvad læser vi egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her når vi hver uge hele sommeren anbefaler gode bøger, du ikke må gå glip af!

Lone anbefaler

Jeg elsker en god krimi, men snupper også gerne en roman. Blandt andet nyder jeg Thomas Korsgaard eller Jo Jo Moyes, der er god som feel-good forfatter.

"Drengen i skoven" af Harlan Coben

Wild er en mand, som har boet i skoven det meste af hans liv. Da der forsvinder en lokal pige, beder den lokale tv reporter Hester Wild om hjælp til at finde pigen. Hester og Wild har en fælles dyster fortid, og Wild finder oplysninger, som giver historien en spændende drejning. Coben gør det igen!

"Findes der én, findes der flere" af Mhairi Mcfarlane

Denne morsomme bog handler om at blive tvunget til at finde sig selv. Edie havner i en meget pinlig situation til et bryllup, som gør hun bliver nød til at forlade byen. Hun lander i hendes barndomsby, hvor man følger hendes udvikling fra kaos til en ny og spændende fremtid.

"Rampen" af Jesper Stein

Bogen handler om Jespers opvækst og fortæller om svigt fra forældrene i forbindelse med deres skilsmisse. Udadtil viser Jesper ingen tegn på forandringen, men han kæmper en hård kamp for at falde til og forstå sine forældres valg.

Jesper anbefaler

Jeg læser meget blandet.

"En meget kort historie om næsten alt" af Bill Bryson

En bog for nysgerrige børn, der gerne vil vide, hvordan verden er skabt og i øvrigt hænger sammen. Velillustreret. Findes desuden i en mere udfoldet version for voksne.

"Zombie jæger" af Nicole Boyle Rødtnes

En dejlig lang serie på 12 bøger med klam splatter og modige børn. Bøgerne er lette at læse og fyldt med blod, råddenskab og skøn skræk.

Serien starter med "Sort blod"

"Wimpy Kid" af Jeff Kinney

En serie til drenge, der mener at sjov er sjovt også alt det pinlige.

Irma anbefaler

"En dag vil vi grine af det" af Thomas Korsgaard

Beretning om Tue, hvis hverdag der er præget af ensomhed, fysisk og psykisk vold. En lun og til tider sjov fortælling af livet i en hårdt prøvet familie, hvor det ikke altid går som man håber.

2. del af "Hvis der skulle komme et menneske forbi"

"Når krigen slutter" af Bent Haller

Historien er fra 1940 og til efter krigen. Man følger Edith som er ung, og lige har fået sin første tjenesteplads da krigen bryder ud. Edith tager ud og danser med veninden, og en aften forelsker hun sig i Helmut, kærligheden til Helmut har båret frugt. Da krigen slutter lever hun med skammen og frygten for at blive afsløret som tyskertøs.

"Tjenerindens døtre" af Elsebeth Dissing

Tiden er 1937 til 1946. Livet i et lille samfund, hvor livet bliver styret af rangordenen , kvindelivet og traditioner. Man møder blandt andre Thea der drømmer om uddannelse og selvstændighed og Ruth fra ”Centralen”, der sammen med sladderkonerne fra Kirkebakken får det lille samfund til at hænge sammen.

Elsebeth Dissing gæster Hobro Bibliotek d. 23. september og fortæller selv om bogen. Klik her og læs meget mere.

Inge anbefaler

Jeg læser allerhelst fantasy i lange baner – og gerne på engelsk, og til at opveje det flyvske læser jeg dernæst helst biografier. Men snupper også gerne en god roman, gerne lidt dunkel eller med en kulsort humor om skæve eksistenser.

"Forførernes klub" af Thomas Rydahl

Historien om Flemming, der må miste alt for at finde det han egentligt synes er fedt i livet er simpelthen bare umulig at lægge fra sig når man først får begyndt. Og det er muligvis den bedste lydbog jeg endnu har læst.

"Fangeleg" af Kim Fupz Aakeson

Med sine korte kapitler og sorte humor er Fangeleg perfekt til feriens mange ture, men efter endt læsning skal man måske lige pudse sit moralske kompas lidt af igen.

"Voksne mennesker" af Marie Aubert

Dejlig bog, der passer perfekt til strandtasken, og som med garanti vil få mange til at spørge sig selv hvornår man er et voksent menneske. For én ting er sikker – det har intet at gøre med alder for bogens hovedpersoner.

Materialer