Ordkraft vender tilbage for fuld kraft med et stjernespækket program

Et festfyrværkeri af aktuelle forfattersamtaler, originale events og levende debatter. Det er helt på sin plads at finde superlativerne frem til at beskrive årets Ordkraft-festival 7.-9. april i Aalborg.

Ordkraft finder sted i Aalborgs gamle kraftværk, Nordkraft, og præsenterer spændende, topaktuelle navne som bl.a. Thomas Korsgaard, Iben Mondrup, Knud Romer, Jussi Adler-Olsen, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Svend Brinkmann, Sonja Oppenhagen, Anne B. Ragde, Kim Faber og Janni Pedersen. Men også debutanter og lokale forfatterskaber er på programmet, der appellerer til både voksne, børnefamilier og unge.

Ordkrafts eksperimenterende platform, Generatorscenen, sørger for at sætte et alternativt fokus på litteratur og kunst – i år under overskriften ”Revolution” med bl.a. protestsange og queer-kultur. Som i de gode, gamle dage før coronas indtog vil det gamle kraftværks mange scener, hyggekroge og biografsale summe af liv og litteratur i festivalens tre dage.

Klik her og se festivalprogrammet.

Guidet fælleslæsning og nyskrevet dramatik

Ordkraft byder også på det nyskrevne hørespil ”Chancevask” af prisbelønnede Thomas Korsgaard med Søs Egelind, Thomas Levin og Tobias Leander bag mikrofonerne. Hørespillet får sin teaterpremiere på Teater Nordkraft netop under Ordkraft, og der er efterfølgende artist talk med Thomas Korsgaard og instruktør Niels Erling.

Som noget helt nyt kan du også deltage i guidet fælleslæsning rundet af med et forfattermøde, hvor publikum deler læseoplevelser og får ny læseinspiration med hjem. 

Ordkraft for familier: På jagt efter dyrenes superkræfter med Anders Kofoed  

Ordkraft inviterer børnefamilier med børn i alderen 3-8 år på dyrejagt med biolog og dyreekspert Anders Kofoed, der bl.a. er kendt fra TV2’s Go’ Morgen Danmark. Han sætter gang en i spændende jagt på dyrenes superkræfter, hvor naturens kryb og kravl kommer under lup med udfordringer og læring undervejs. 

Men du behøver faktisk ikke vente til han gæster festivalen i Aalborg d. 8. april, for allerede dagen inden kan du opleve ham når han gæster Kulturhuset i Arden torsdag d. 7. april kl. 16. 

Klik her og læs mere om arrangementet eller køb jeres billet.

Nordjyllands biblioteker fejrer ordet og litteraturen

På årets Ordkraft-festival kan du naturligvis også møde Nordjyllands biblioteker. På Bibliotekernes Scene venter der et væld af indslag med spændende bogcaféer, heftige debatter, rørende forfattersamtaler, lækre lyttelounges, quizzer, koncerter med mere. Der er gratis adgang for alle til Bibliotekernes Scene i Kedelhallen i Nordkraft.

Du finder og booker billetter på ord-kraft.dk, hvor det også er muligt at sammensætte dit helt eget, digitale festivalprogram.

Oprindeligt skrevet af Tea, Aalborg Bibliotekerne.

Materialer