Hent det nye efterårskatalog på biblioteket

Efteråret på Mariagerfjord Bibliotekerne bliver travlt, men spændende. I vores nye katalog kan du danne dig overblikket, så du er sikker på at få det hele med. 

Efter et fantastisk forår med godt besøgt til alle arrangementer og hvor den røde lygte måtte tændes til blandt andet et foredrag med Kim Leine og et med Merete Pryds Helle, er Mariagerfjord Bibliotekerne nu klar med efterårets program. Og det er fyldt med en god blanding af gamle kendinge, som bogcafeer og juleteater, og nye spændende arrangementer.

Samarbejder fjorden rundt

Efteråret skydes i gang torsdag d. 5. september kl. 19, hvor tidligere håndboldspiller Daniel Svensson kigger forbi Arden-Hallerne til en livsbekræftende og spændende snak om hans kamp ad to omgange med cancer. Daniel fortæller om under og efter de to kræftforløb, men med sin karakteristiske livsglæde og humor, så det svære emne bliver fordøjeligt, interessant og underholdende. Arrangementet er et samarbejde mellem Mariagerfjord Bibliotekerne, Arden-Hallerne, Kulturhusforeningen, LOF Mariagerfjord, Stafet for Livet Arden og Røde Kors. Entré koster 125kr. og af det går de 25kr. til Stafet for Livet.

Også oktober byder på et spændende foredrag. Torsdag d. 10. oktober kl. 19 er det nemlig Mariager Kloster, der ligger lokaler til en spændende aften i selskab med forfatteren Pia Grandjean Odderskov. Her fortæller hun om sin seneste bog ”Bodil og dronning”, der bygger på historiske personer og begivenheder, og således passer perfekt ind i klosterets historiske rammer. Foredraget er et samarbejde mellem Birgittaforeningen og Mariagerfjord Bibliotekerne og det er gratis, men af pladshensyn er billet påkrævet.

I November bliver det Hobro Bibliotek og Kunstetagerne, der ligger hus til et spændende samarbejde. Søndag d. 10. november kl. 10-15, er der nemlig mulighed for at fordybe sig i emnet Ansigt til ansigt – portræt og biografi. Her kan deltagende møde billedkunstner Hans Pauli Olsen, forfatter Malene Ravn og forsker fra Aalborg Universitet Tem Frank Andersen, og gennem indlæg, udstillingsbesøg og diskussion undersøge ligheder og forskelle i henholdsvis den billedkunstneriske og den litterære tilgang til portrætgenren. Entré koster 100kr. og frokost er inkluderet i prisen. Billetter kan desuden skaffes via henvendelse til Kunstetagernes Anne Stokbro på mail: astok@mariagerfjord.dk.

Gamle kendinge

Der bliver også plads til gamle kendinge og faste indslag. Hvert efterår åbner Mariagerfjord Bibliotekerne op for bogcafeer, og i år er ingen undtagelse. Alle fem biblioteker i kommunen får besøg og der bliver hele tre forskellige temaer at vælge imellem. Du kan læse meget mere her på hjemmesiden om temaerne, og hvornår bogcafeerne kommer til dit lokale bibliotek. Bogcafeerne er som altid gratis, men billet er dog påkrævet.

Naturligvis skal der også være juleteater for de mindste. I år præsenterer bibliotekerne ”Julemandens gave”, der handler om de to nisser, Pjanke og Pjok, som bor i en julehule ude i granskoven. De er bedste venner og pludselig kommer de til at tænke på hvorfor der mon ikke er nogen der giver julemanden gaver. Det bliver der en sød og sjov times familieunderholdning ud af. Billetter koster 25kr., og du skal huske at både børn og voksne skal have billetter.

Og meget, meget mere…

Derudover kan du glæde sig til Bogsnak for mænd i Mariager, Lyttevitaminer i Hobro, familierytmik i Mariager, Hadsund og Hobro , Gys i mørket i Hadsund, samt et spændende forfatteroplæg fra den anderkendte forfatter Karen Fastrup med udgangspunkt i romanen Hungerhjerte, kreaaktiviteter, ”Gaming by night” i både Hobro og Arden og meget, meget mere.

Kataloget kan hentes på Mariagerfjord Bibliotekerne ellers læses online på bibliotekernes hjemmeside, og billetter kan sikres allerede nu via himmerlandsbilletten.dk eller på biblioteket.