Bibliotekaren anbefaler

Hvad læser vi egentlig selv, når vi ikke er trukket i arbejdstøjet? Få svaret her når vi hver uge hele sommeren anbefaler vores egne favoritter til sommeren.

Sonja anbefaler

  • "Eventyrhuset" af T.J. Klune
  • "The Hate U Give" af Angie Thomas
  • "Børnene fra Sølvgade" og "Børnene fra Sølvgade tager kampen op" af René Toft Simonsen

Sonja siger om "Eventyrhuset":

Jeg har, indtil jeg læste denne vidunderlige bog, haft den indstilling at fantasy ikke var for mig – det er fortid! Eventyrhuset er en vidunderlig fantasyroman der på smukkeste og mest hjertevarme vis rummer store emner som køn, identitet, seksualitet, forskellighed og sågar børneopdragelse. Bør læses af både store børn og voksne!

Sonja siger om "The Hate U Give":

Starr og Khalil er på vej hjem fra en fest da Khalil bliver skudt af en politibetjent, i hvad han hævder var selvforsvar. Starr og Khalil er sorte, politibetjenten er hvid, og det er omdrejningspunktet for en historie der selvfølgelig handler om racisme, og om at være født med en historie der nærmest synes umulig at slippe fri af. Sproget blomstrer i bedste ghetto stil, miljøbeskrivelserne er som at være der selv. Bonusinfo: Der findes en 2’er og en prequell til The Hate U Give, og så er den faktisk også filmatiseret.

Sonja siger om "Børnene fra Sølvgade" og "Børnene fra Sølvgade tager kampen op:

Fire børn bor alene i en lejlighed i Købehavn. Deres mor gik en dag ud for at bade og kom aldrig tilbage. Nu passer de på hinanden og det går helt fint. Men da den yngste skal starte i skole får de brug for en voksen, de indrykker en annonce og ansætter den vidunderlige og farvestålende Miss Nelly. Men det er selvsagt ikke helt nemt at holde facaden overfor hverken skole, kommune eller Miss Nelly, der heller ikke får hele sandheden at vide til at starte med. Så en dag beslutter børnene sig for at stikke af til Spanien. Fortællingen om de fire børn kunne sagtens være en fortælling fra virkeligheden, den giver anledning til mange gode snakke og kommer omkring emner som forældreløshed, hjemløshed, familie, kønsidentitet, rig/fattig og så det her med at man altså godt kan kalde nogle for mor og far (eller far og far) selvom de ikke har født en.

Et hit til højtlæsning for de 8-12 årige.

Ole anbefaler

  • "De syv rejser" af Ib Michael
  • "En dag - altid" af Jordi Lafebre
  • "Da Hitler stjal den lyserøde kanin" 

Ole siger om "De syv rejser":

”Det er interessant at være undervejs” siger Ib Michael i et interview. Det har han været en stor del af sit liv, og her fortæller han om nogle af de rejser, der har betydet mest for ham. Fra Venedig til Sydamerika, Tibet, de syv verdenshave o.s.v..
På e-reolen kan man høre forfatteren læse sin bog op. 

Ole siger om "En dag - altid":

En tegneserie om Ana og Zeno, der mødte hinanden for mange år siden, og indtil nu har levet højt på, hvad der skete på den dag for længe siden.
Tegneserien er fortalt baglæns, så man i løbet af tyve kapitler føres tilbage til DAGEN. Meget elegant tegnet og ofte lidt tankevækkende.

Ole siger om "Da Hitler stjal den lyserøde kanin":

Vi er i Tyskland i 1930’erne, og følger udviklingen gennem den 9-årige Annas øjne.
Familien er jøder, og må flere gange flygte, i takt med at den politiske situation ændrer sig. De er i Prag, Schweiz og Paris, inden de endnu engang flygter – denne gang til England. Fremragende film med evig aktuelt tema.

Erik anbefaler

  • "Ulven i hjertet" af Andrea Hannah
  • "Den hemmelige orden" af Daniel Silva
  • "Lodbrogsønnernes hævn" af Lasse Holm

Erik siger om "Ulven i hjertet"

En psykologisk YA thriller om angst. Skrevet ud fra den psykisk syges virkelighedsopfattelse. Rå, psykologisk og medrivende.

Erik siger om "Den hemmelige orden"

Da paven dør, involveres chefen for den israelske efterretningsvæsen Gabriel Allon i kampen mod en international konspiration. 
Spændingsbog som får os til at tænke på den årtusindlange konflikt mellem kristne og jøder. Spændende thriller med noget på hjertet. 

Erik siger om "Lodbrogsønnernes hævn":

Ragnar Lodbrog dræbes og hans sønner ønsker hævn. De redder drengen Wulf fra hængning og han får danernavnet Rolf Rapkæft. Han bliver hovedperson i denne triologi om Rolf og Lodbrog sønnerne. Fiktion med afsæt i historiske begivenheder fra tidlig vikingetid. Røverhistorie med både hverdagsbeskrivelser og masser af spænding, kampe og konflikter. Bøgerne kan dermed både læses for sin spændende handling, men også som en historisk roman frit fortalt efter bl.a. Saxo og Islandske sagaer.