
Om dette arrangement
Optakt til Ord i Nord: Grænseland
Den dansk-tyske landegrænse udgør en stiplet linje på 69 kilometer trukket tværs over landkortet mellem Vadehavet og Flensborg Fjord. Grænselinjen adskiller to forskellige territorier, lovgivninger og retssystemer - og to befolkningers forskellige syn på hvad der er væsentligt og uvæsentligt.
En grænse er nemlig også en mental barriere, og det har i tidens løb ført til blodige kampe om, hvor grænsen skulle gå. Derfor er Danmarks og Tysklands historie tæt sammenflettet med grænselandets historie.
Poul Duedahl tager os med på en rejse fra Hamborg til Kolding, når han fortæller om de skillelinjer, der har delt områdets indbyggere og om de veje, der har bundet dem sammen. Om uoverensstemmelser som satte spørgsmålstegn ved deres placering. Om de krigsuroligheder som ændrede deres forløb, og om de konsekvenser som begivenhederne fik for grænselandets befolkning - lige indtil en folkeafstemning i 1920 fastlagde den nuværende grænselinjes placering.